det kan ikke være særligt rart, medfølelse til dig, og alle der er berørt af uheldet, herfra.

Dette er da det rette sted. Læs du bare af på os, vi lytter gerne.

Det må have været en meget grim oplevelse.

Håber at du kommer godt ud af den igen, verden er nogen gange ikke som vi ønsker at den skal være desværre.

Karina

set en ung fyr på knallert røge under en lastbil han døde på stedet, men det var bare så vemmeligt. Og hver dag når jeg køre gennem rundkørelsen hvor det skete kan jeg ikke lade være med at tænke på ham....og det er snart 2 år siden.

Så jeg forstår dig, det er bare så frygteligt!! Håber du kommer dig over på den grumme oplevelse

... så lidt der skal til før man kan dø af det. Et øjebliks uopmærksomhed (ejen eller andres)med 110 i timen - eller lidt is på vejen eller andre småting - det kan være forskellen på at leve og dø

Selv om man ikke direkte er indvolveret får det da en til at tænke mere på sin egen dødelighed - og måske være taknemmelig for livet!

Og HN ER da det rette sted til at komme af med overskudstanker i den slags situationer - her er masser af skuldre at læsse af på!

Det var smukt og stærkt af dig at du havde styrken til at kunne tilbyde en hånd og din medfølelse til den stakkels mand. At være der for en vildt fremmed i chock og sorg er en fin - men ekstremt svær ting!

...er hvad man føler sig i sådanne situationer. Har selv oplevet en elev på skolen dø. Vedkommende sad ved en computer og arbejdede - kort tid efter fandt vi hende dø ved sidden af stolen. Min kollega forsøgte at genoplive hende, men der var ingenting at gøre. Det er bare så uhyggeligt, at se et andet menneske dø. Vi fik krisehjælp efter episoden og blev i den forbindelse gjort opmærksomme på, at det var vigtigt at få talt om oplevelsen - jo flere gange jo bedre... Det håber jeg også du vil få gjort - snak med så mange som muligt om dine oplevelser og følelser i forbindelse med episo-den - det er den bedste "medicin"... - og et stort medfølende knus herfra.
Mette

forfærdeligt

For mange år siden, da jeg kun var 17 år kom jeg på vej hjem fra hesten på knallert til at overvære et trafikuheld på Roskildevejen mlm Glostrup og Rødovre. Det var før mobiltelefonernes tid - så jeg måtte ind og hamre på døren i det nærmeste hus for at ringe efter ambulance mv.

Jeg husker stadig min stigende panik over at husets ejere ikke åbnede i en fart, at de hørte så dårligt at jeg følte jeg nærmest måtte skrige til dem hvad der var sket for at få lov at komme ind og ringe efter hjælp - og fornemmelsen af 1000 år, mens jeg sad med de chokerede tilskadekomne, hvoraf en var bevidstløs og resten i chock, inden hjælpen ankom - og alle de bilister der bare kørte forbi og gloede.

Det ER slemt og meget chokerende Og man føler sig så forfærdeligt magtesløs og frygteligt alene

Jeg var så chokeret, at jeg så snart ambulancen og politiet var ankommet, og jeg havde afgivet vidneforklaring, luskede mig op på min knallert og kørte hjem - og jeg følte, jeg ingen kunne snakke med om det, fordi det for selv mig stadig var så uvirkeligt.

Så det er fint du fortæller det her - sådan noget skal ud.-

Håber du hurtigt kommer dig over chocket

jer alle..

Det er rart at have et sted at læsse af - sådan noget er min mand desværre ikke så god til...

Jeg har slet ikke haft den der reaktion man normalt får efter sådan en grim oplevelse, det piner mig lidt, at jeg da ikke bare kan reagere!!

Det piner mig endnu mere at jeg ikke fik "det afsluttet" Jeg havde Frederik med i bilen - så jeg valgte at køre før redderne kom - da jeg var sikker på at der var andre til at varetage de mennesker der var kommet til skade..

Så jeg har ikke fået det afsluttet..

Nu er jeg spændt på hvordan min nat vil forløbe - tror ikke der vil komme nogen reaktion nu, men man ved aldrig...

Jeg har fået sat mit liv i perspektiv.. Det første jeg gjorde, da jeg kørte derfra, var at ringe til min mand, for at fortælle ham at han skulle køre forsigtig hjem, og hvor meget jeg elsker ham!!

Jeg sad hele vejen hjem, og var lidt bange for at køre bil - DET er frygteligt! Har engang prøvet at køre op bagi en bil, jeg var rædselsslagen for at køre bil i lang tid efter - og jeg kom aldrig til at køre den bil igen - det turde jeg ikke..

Men jeg har været meget filosofisk hele dagen - episoden har åbnet mine øjne for, hvor hurtigt man kan miste sine kæreste...

Jeg blev meget overrasket over hvor godt jeg bevarede fatningen og overblikket - hvor let det faldt mig at tage hånd om den stakkels mand, hvis liv er brast! Jeg havde slet ingen problemer med det - det eneste problem var at tjekke om damen var død - DET kunne jeg simpelthen ikke!! Jeg kunne ikke få mig selv til at røre ved hende, jeg ved ikke hvad jeg troede ville ske, men DER gik min grænse.. Det måtte en af de andre gøre..


Julie - der er meget træt nu..

din reaktion.... for mange år siden, kørte vi hjem fra mine forældre, vi kom forbi en meget grim ulykke, hvor en var dræbt, jeg kørte, og kunne símpelthen ikke køre, kørte ind til siden og sad bare og rystede. Min mand måtte overtage, men jeg turde næsten heller ikke køre med ham.

Det er en ganske naturlig reaktion. Man bliver jo så bange for at det er en selv det sker for.

Jeg tror ikke du skal være nervøs for at du ikke fik det afsluttet. det tror jeg aldrig man får, heller ikke selvom du havde blevet der til redderne kom... du var jo nødt til at tænke på din lille søn.

Lad dig selv tænke på ulykken så længe du har brug for det, og snak med alle der vil lytte, det er den eneste måde at få den forfærdeligt hændelse på afstand.

Ja det er grim oplevelse at se en død person, har desværre selv oplevet det et par gange...
Prøv at kigge dine forsikringspapirer igennem for der er mange indbo og ulykkesforsikringer som omfatter krisehjælp og psykolog-hjælp i tilfælde af uheld og vidne til uheld...
vær ikke bange for at bede om hjælp, det er hverken pinligt eller nedværdigende at indrømme man ikke selv kan komme igennem en traumatisk oplevelse....
Skriv bare hvis du har brug for hjælp eller vejledning, har selv haft et par grimme oplevelser og fået hjælp til at komme videre...

jeg er egentlig dybt målløs, får man ikke automatisk krisehjælp ?? et eller andet sted er man jo involveret, faktisk i meget høj grad endda...

forleden holdt vi i kø i ringsted, jeg havde travlt og bandede i det skjulte.. da vi kom lidt længere frem så vi at der var sket et uheld, en lille pige lå på cykelstien ..der var en masse mennesker om hende som så ud til at have greb om tingene..så jeg valgte at fortsætte..jeg var ved at bide tungen af mig selv og mit stress..og pludselig havde jeg ikke travlt mere..jeg havde pigerne med i bilen og vi fik talt en masse, de var også dybt chokkeret.

det er første gang i mit 40 årige liv at jeg har været så tæt på en ulykke.. de eneste døde er dem jeg har gjort i stand på plejehjemmene, men det er jo en naturlig ting og ikke traumatisk..

håber du fik sovet.. og jeg syntes at du er i det rette forum til at læsse af..
Sussie

Det varmer mit hjerte, alle de dejlige ord I kommer med!

Nej jeg har ikke sovet ret godt i nat - ikke pga. mareridt, er bare vågnet mange gange..

Jeg har fået den dejligste på min tlf. svarer fa lederen af den institution, hvor jeg er i praktik (jeg var nemlig på vej derop, da det skete). det er bare så dejligt at vide, der er nogen der tænker på mig.. Og det er ikke engang mig der har været med i ulykken - alle mine tanker går til den stakkels mand!

Jeg tager en hjemmedag, det har jeg brug for..

Min største bekymring er, at jeg ikke har haft nogen reaktion på hændelsen, jo jeg var en smule ræd da jeg kørte hjem på motorvejen i går, men nok mest fordi en sindssyg lastbilschauffør, blev ved at køre HELT op i r*ven på mig!

Jeg har ikke på noget tidspunkt rystet, eller brudt tudende sammen (som jeg plejer efter en krisesituation)..

Men måske har det ikke tærret så meget på mig - eller også kommer det..


Tak for alle de søde ord.

Julie

er din krop i et mindre chock, måske siger den til sig selv, det kan ikke passe det jeg har set.....
Du skalk ikke gå og vente på at du bryder sammen, måske kommer der tårer en dag hvor du pludselig bliver mindet om hændelsen, måske gør der ikke.

Det er din krops egen måde at reagere eller beskytte sig selv på, tænk det du har brug for at tænke og lad det så stille glide i baggrunden igen.

til den politistation, som tog sig af ulykken, måske kan de henvise dig til krisehjælp.

Jeg oplevede for 4 år siden, at skulle hjælpe med at genoplive en druknet dykker. Og jeg kan huske min reaktion, da han blive halet op af vandet, lagt på dækket af skibet og fik skåret sin dragt af, så der kunne gives hjertemassage. Det eneste jeg kunne tænke på var: "han ligner en sæl, der bliver skåret op".

Jeg fik tilbudt krisehjælp, da vi kom i land og fik snakket med en psykolog. Det var en meget god ting og fik sat nogle ting i perspektiv.

Du behøver ikke bryde grændende sammen for at have en reaktion. At du har hjulpet til ved ulykken har givet dig nogle ubevidste hjælpemidler, for du kan ikke bebrejde dig selv at du ikke gjorde noget, som oftest er derfor folk ikke kan klare sådanne situationer.

er absolut ikke noget man bare får - og slet ikke automatisk. Det er en meget udbredt misforståelse.

Men har man en dødeligt syg tæt pårørende elign. kan man henvende sig til sin egen læge, og få tilkendt nogle timer hos en psykiater, hvis man finder det nødvendigt.

Krisehjælpen skal man selv klare og gerne sammen med sin egen familie ( for de der har sådan en ) eller venner.

Reaktioner på voldsomme ulykker er meget forskellige, jeg har desværre oplevet flere ulykker tæt på efter den først beskrevne, også med dødsofre. Jeg heller hverken græder eller ryster, jeg har heldigvis en evne til at bevare ro og fatning - men jeg glemmer det aldrig.

Jeg har stadig mejslet fast på den indre nethinde, de børn der lå og rystede i de sidste krampetrækninger i deres eget blod der var ved at levre i sommervarmen, da de var blevet kastet ud af deres autocamper, der var væltet og taget skrællet af som låget på en makreldåse Min ferie, jeg var på vej til, var ødelagt - jeg kunne kun se de børn for mig - mit hjerte græd; mens jeg brugte ferien på at trøste mine egne dengang 2 små børn, der også som kun 3 - og 5 -årige var med tæt på, og var chokerede.

For nylig blev en lille dreng kørt ned på Tomsgårdsvej lige for snuden af min ældste datter og jeg, da jeg kørte hende hjem, efter vi havde været ude at ride - og ind imellem dem har jeg oplevet flere andre.

Hver gang håber man, det ikke var sket, sorgen lægger sig på de andres vegne som en mørk knyttet hånd hen over ens hals, og forhindrer at man hulker. For hvem skulle have glæde af det? Der er kun et at gøre, det er at hjælpe, hvor man hjælpe kan - og nogle gange er det at køre videre fordi andre er komet først og er igang, og så vil det kun sinke, at man slutter sig til.

Det underligste er for mig, at folk stiller sig op og glor som om det er et teaterstykke. Det gjorde de bla for et par år siden, da en ældre dame blev påkørt af en lastbil i Bagsværd, hvor jeg bor. Hun var så mast at hun måtret fjernes far kørebanen af en højtryksspuler.

Og sådan har det været nogle gange i vores by, hvor en masse tung trafik passerer igennem pgra transporter til industrikvarteret med bla. Novo Nordisk - som de fleste af os beboere ville ønske hen hvor peberet gror For af og til er det vores børns kammerater, der er blevet mejet ned - en væsentlig grund til at de fleste af os kører vores børn i skolerne istedet for at lade dem gå eller cykle selv

Jeg ved ikke om alle får krisehjælp, jeg tror heller ikke at det er alle der har behov for det. Vi reagerer alle forskelligt og man skal passe på med at tro der er noget galt med en, bare fordi man ikke bryder fuldstændigt sammen. Nogen kan nøjes med at snakke med familien eller venner om der der skete

Det er forfærdeligt at være vidne til en ulykke, ingen kan gardere sig for selv at stå som vidne en dag og endda som ulykkesramt.

En god hjælp, både til sig selv og til de der bliver ramt af ulykke er at sørge for at man har gennemgået førstehjælp, for det første fordi man måske kan redde liv og for det andet fordi man ikke så led går i chok når man ved hvad man skal gøre og for det tredie fordi man bagefter ved at man har gjort det rigtige.

Man kan aldrig vide om man måske en dag skal redde sine børn eller familie.

Jeg tog udvidet førstehjælp for to månder siden og kan varmt anbefale det.

Conni

Jeg er ikke, og har ikke været i chock.. Jeg har det egentlig fint.. Det er bare de frygtelige billeder der kører i mit hoved hele tiden..

Jeg havde ingen problemer med at vide hvad jeg skulle, da jeg kom frem! Jeg reagerede helt pr. automatik...

I denne situation, var der ikke nogen at "redde", damen der omkom, var død på stedet, så det galt om at støtte hendes mand!

Lederen af mit praktiksted, har været enormt god til at tage hånd om mig.. Hun har ringet flere gange, jeg har taget en dag hjemme..

Så jeg har flere steder at læsse det af..

Julie

vil desværre være der længe, men med tiden holder de op med at være der i de vågne timer

Det eneste du kan og SKAL gøre er at tale og tale og tale indtil din tunge klumper og du er ganske tør i munden.

Dét er langt den sundeste måde at få sådan en grim oplevelse ud af systemet på

Ingen psykolog kan hjælpe i sådan en situation og som allerede beskrevet ovenfor så du sansynligvist ikke engang "berettiget" til krisehjælp - dèt skal man MINDST være bankrøveroffer eller akut ramt af livstruende sygdom i sidste fase for at blive...

Så brug endeligt os herinde ALT det du har lyst og energi til vi er mange der har haft samme kedelige oplevelser tæt inde på livet - og har billederne "indvendigt" - men livet går jo heldigvis videre

Der er måske ikke mange der ved det, men der er rent faktisk krisehjælp at hente, hvis man har været indblandet i en trafikulykke. Det kan enten være, hvis man selv er med i selve ulykken, eller hvis man er indblandet på den måde, at man har hjulpet de tilskadekomne (det hedder sig at man har ydet førstehjælp, enten fysisk, hvor man f.eks har lagt forbinding, genoplivet etc. eller psykologisk, hvor man har snakket og taget sig af de indvolverede, indtil den professionelle hjælp er nået frem). Jeg har selv haft hårdt brug for det en enkelt gang og der gjorde jeg det, at jeg kontaktede det politi (et par dage efter ulykken), som var tilstede under ulykken og de hjalp mig så videre i systemet, da der er en forsikring der dækker sådanne ting. Derudover fik jeg at vide, at man også har ret til 10 psykologtimer, efter sådan en oplevelse, hvis man er medlem af falck.

Mvh Parurutn

Julie..;

Jeg synes at du har klaret det ufatteligt flot.
Reaktionerne på et sådant traume kan være meget forskellige.
Det har jeg engang fået fortalt af en 'redder' i en ambulance, -hvor jeg selv var offeret.

Han fortalte at hans erfaring var, at nogle reagerer prompte, andre senere og nogle slet ikke.
Det hænger helt og aldeles sammen med folks psyke og evne til at håndtere stress og paniksituationer, og alle tre muligheder er helt normale.

Han fortalte mig bla. indgående om den 'post-traumatisk-stress'/chok reaktion som jeg kunne få senere når jeg var lappet sammen, og kommet hjem, -som bla. kunne give ukontrollable rysteture, og andet godt,
-imens jeg lå i ambulancen og rystede uden den mindste smule kontrol over min krop..... Jeg fik simpelthen chokreaktionen prompte og det havde han ikke opdaget...

Jeg synes at du har været stærk i situationen, (hånden på hjertet, -jeg er slet ikke sikker på at jeg havde kunnet håndtere det på den måde du har....)
og hvis det borger for dit sind i øvrigt så får du måske slet ikke en 'efter-stress' oplevelse, men har måske blot behov for at snakke og 'læsse af', for at klare situationen.

May-Britt...;

Det var dog den mest forfærdelige beskrivelse af et uheld jeg har hørt.... (børnene)
Hårene rejste sig i bogstaveligste forstand både i nakken , og på armene af mig...
Pyyyhha..... -Den må godt nok være svær at 'slippe af med' igen....!!

Medfølende hilsener til jer begge.

Jeg føler med dig, det må have været forfærdeligt.
Jeg har ikke selv set en død, men jeg har lugtet et lig i forrådnelse.
Der boede en ældre dame skråt under mig, og hun blev altså fundet død efter 14 dage i en varm sommer. Inden "fundet" havde jeg lugtet denne søde, rådne lugt og havde undret mig meget hvor den kom fra. Det blev jo så afklaret senere. Har fået af vide, at hun var temmelig "levende" da de fandt hende.
Jeg glemmer aldrig denne stank igen.